Uummannaq “Hjerteformet fjeld” (tidligere stavet Umanak), 1300 indbygger. er en by i Vestgrønland i Avannaata Kommune (fra 2009-17 i Qaasuitsup Kommune) på en 12 km² stor ø, der ligger i fjorden med samme navn, 460 km nord for polarcirklen. Position: 70° 40’N 52° 08′ W.

Uummannaq betyder “hjerteformet fjeld” og er opkaldt efter det nærliggende fjeld, som er byens vartegn. Flere steder langs Grønlands kyst er der flere steder med benævnelsen “Uummannaq”. Det har været tydelige, naturskabte kendetegn, der har været anvendt til beskrivelse for rejsende i umiaq og kajak. Når man kunne lokalisere disse naturskabte kendetegn, blev man lettet og levede op, selvom man var træt efter en lang dags rejse. Hovederhvervet er fiskeri, (særlig af hellefisk). Fisken bliver forarbejdet på moderne fabrikker flere steder i byen. Der findes 2 dagligvareforretninger med et velassorteret vareudvalg, tømmerhandel, møbelforretning, kiosk, grillbar, værtshus og “Brædtet”, hvor fiskere/fangere sælger dagens udbytte. Et passagerskib ankom indtil 2006 én gang ugentlig i sommerhalvåret. I byen er et helistop, hvorfra der er helikopterforbindelse til den tidligere Uummannaq Kommunes 7 bygder og til lufthavnen. Uummannaq Lufthavn i Qaarsuarsuit ved bygden Qaarsut blev indviet 29. september 1999.

Et vartegn for byen er også Uummannaq kirke, opført 1935 af af granitkvadre, der er hugget på stedet. Kirken er Grønlands eneste større stenkirke i brug.

Ca. 10% af indbyggerne er danskere. Der er stor efterspørgsel efter uddannet arbejdskraft, som ofte er en mangelvare på denne breddegrad. Byen har en veludbygget folkeskole med bibliotek for alle, andre undervisningsinstitutioner, sportsfaciliteter og et sygehus med 17 sengepladser. I byens nordøstlige del er der ved hjælp sprængninger anlagt en fodboldbane og en kirkegård. To ferskvandssøer i nærheden af byen bruges som reserve for byens vandforsyning. De fleste huse har indlagt vand i form af vandledning eller vandtank med pumpe til drikke- og forbrugsvand og får påfyldt vand efter behov. Toiletterne i de fleste boliger er ikke almindeligt “træk og slip”, da det ikke er økonomisk muligt at etablere kloaksystem i byen. Toilettet er en slags kloset, som bliver tømt af renovationsfirmaet 3 gange om ugen.